Finlandstogtet 2013

Jeg har beklageligvis måttet fjerne alle billeder i dagbogen fra dette togt. Jeg havde kopieret billederne fra Facebook, som så ændrede deres system, med det resultat at min hjemmeside crashede.

Dragør 25/8

Så er der afgang på sidste etape.

Afsejler Falsterbo/Höllviken om lidt.
Anduver Dragør Fort kl. 1800
Kik forbi, hvis du er i nærheden 
MoKoHo OP
 

Turen IALT:
Afsejlet 14-06-2013
Hjemkomst 25-08-2013
Udsejlet 1495 sømil
Sejltid 320 timer
Gmsn. 4,7 knob/tim.
Besøgt 44 havne/broer/bøjer/ankerpladser
Havneafgifter 8422,- kr.
——————————————————————————————————-
Velkommen tilbage til den lille by ved Øresund.
 

Höllviken 22/8

I dag er det så Höllviken, der lægger havn til sundowneren.
Skøn sejlads i strålende solskind det meste af dagen. Faktisk for varmt til at ha´ tøj på, så der er dømt rød røv 
Kunne lige akkurat holde vind i sejlene i den lette vind som kom foran for tværs, men det gav alligevel 3 knob. Det rene driverliv, med lidt tid til at få ryddet lidt op i Skaden.
I morgen er der så kærestebesøg og hvis vejrudsigten holder skal det næste døgn tilbringes på en ankerplads 1 sømil uden for havnen  – (Og sikkert ikke tid til dags rapport  )Livet er skønt.
Og der er kun 15 sømil tilbage af togtet.
Planlagt anduvning af Dragør på søndag, et par timer før solnedgang 
Alt vel ombord
MoKoHo OP

Abbekås 21/8

Egentlig satsede jeg på at nå til Falsterbo i dag. Men efter at have banket pæle i 6½ time, med 8 m/s vind lige i næsen, suppleret med 2 meter bølger fra samme retning, trak Skaden pludselig mod styrbord, og det blev så Abbekås der blev anduvet kl. 1720.
Så der er ikke så meget at berette fra dagens sejlads, bortset fra, at den gennemføring jeg har lavet til mit nye ekkolod, tilsyneladende er blevet slået løs i dagens bølger, så der langsomt siver vand ind under dørken. Heldigvis ikke værre end at det kan klares med en pøs og en god svamp 
Lisbeth Gjøl, har været så venlig at tilbyde at komme forbi med en pizza om lidt. Det bliver helt hyggeligt med besøg.Dragør nærmer sig med hastige skridt.
Sundowneren blev indtaget i utide, og
Alt mår vel ombord
MoKoHo OP

— her: Abbekås Hamn.

Skillinge 20/8

Frallor
På Hanö indgår der 2 stk. frallor (ikke friller  ) i havnepengene!
Da rundstykkerne, sammen med den øvrige frukost, var sat til livs, begav jeg mig ud på en længere ø-vandring.
Der bor omkring 60 mennesker fast på øen, men der er i hundredevis af hjorte af asiatisk oprindelse. De går frit rundt på hele øen og er ikke spærret inde, det er byen til gengæld 
Jeg havde blot gået i 10 minutter da jeg fik øje på de første dyr få meter fra stien. Vi kiggede hinanden lidt an, hvorefter de stille listede af.
Da jeg nåede over på østsiden af øen, vrimlede det med hjorte. De mæskede sig i de enorme mængder af brombær der breder sig alle vegne mellem klipper og kæmpesten. Jeg eftergjorde straks deres iver efter de dejlige bær. Det var tydeligt at se, hvor hjortene havde været, for der, måtte jeg lidt dybere i krattet, med forrevne skinneben og hænder som resultat. Der var dog rigelig, til at spise sig mæt i.
Gik videre rundt i klipperne og fandt de mange grotter der var skabt af enorme klippeblokke. Det lignede et område, hvor Jætterne havde muntret sig med stenkast 
Min videre færd, bragte mig forbi Ærteposen. En tange bestående af en masse rullesten. Der skal på det kraftigste advares mod at medbringe stensamlende børn til dette sted, med mindre båden er i behov for store mængder ekstra ballast 
Turen tilbage blev lagt op forbi “Den Engelske kirkegård” som er et levn fra Napoleons krigen. Fyret, på toppen af øen, blev rundet og der var pludselig gået 4 timer, før jeg returnerede til “Skaden”
Klokken var blevet 1330 og jeg stak skyndsomt til søs. Det varede dog et par timer før den lovede vind kom, samt drejede i den rigtige retning og kunne afløse motoren.
Så kom der til gengæld også fart over feltet og jeg ligger nu på 3. time og logger 6½ knob i en dejlig halvvind.
Kursen er sat ad Simrishamn til.
Solen skinder fra en næsten skyfri himmel
Det dejligste sejlervejr, nydes.
Og alt mår vel.
MoKoHo OP

Hanö 19/8

En lise for sjælen.
Morgendisen lettede uhyre langsomt i den vindstille ankerbugt og solen kæmpede for at få overtaget.
Et lappedykkerpar og deres unge kredsede fredsommeligt rundt båden i deres jagt efter morgenmad.
Baconén sprutte-de på panden, æggene blev vendt, brød ristet og kaffen brygget.
Hvilken skøn morgen. Det var ikke let at få taget sig sammen til at sætte sejlene for at komme videre og jeg havde da heller ikke noget hastværk.
Kringlede mig stille og roligt gennem skærgården, indtil jeg stak ud på mere åbent vand, for at fange lidt mere vind.
I adstadigt tempo gik det gennem Hanöbugten i en sydvestlig retning, indtil jeg nærmede mig Hanö. Fugle i tusindvis rastede på skæret og i læ af øen og snart efter lå jeg fortøjret i havnen efter kun små 20 sømils sejlads.
Blev modtaget af en sød ung havnemester-inde, som viste mig havnens faciliteter.
På min forespørgsel om sauna måtte hun beklage at den havde været i udu hele sommeren. Hun kom dog tilbage 10 minutter senere og kunne fortælle, at just i dag var den blevet repareret og vi gik ned og kiggede på det nye udstyr som vi så ved fælles hjælp fik indstillet til at saunaen skulle tænde kl. 20.
Derefter gik turen til den lille butik og fadeburet blev suppleret op med et par enkelte nødvendigheder.
Lige ved siden af ligger restaurant “Briggen” og et smut ind forbi den, resulterede i en bestilling af en portion fiskesuppe. Og hvilken suppe! Utrolig lækker, veltilberedt og elegant serveret, – og så til kun 89,- Skr. Kan varmt anbefales, hvis du kommer forbi 
Ovre mod vest er solen ved at finde en enkelt sky at gemme sig bag, hvilket minder mig om at det er ved at være tid for at få flaget ned, og ikke at forglemme, sundowneren Det har været endnu en skøn dag.
Saunaen er ved at være varm.
Og I – mine trofaste følgere/kommentatorer, må ha´ en dejlig aften.
Alt vel ombord
MoKoHo OP — her: Hanö Hamn(5 billeder)

Gö, Byrumsviken 18/8

Utklippan
Det er sjældent at man har en hel havn for sig selv!
Det var lidt småt med besøg på den lille ø. Bortset fra at jeg nær havde jogget på en stakkels lille snog, kunne jeg gå mig en dejlig tur på øen.
Efter et par timer på øjet, oven på nattens sejlads, stak jeg af, med kursen sat østover. Jeg kunne dog mærke en lille søvngæld og valgte at nøjes med at sejle til SXK bøjen, Gö, i Byrumsviken, nær Sandvik. Anduvede kl. 2020.
Sundowneren blev skænket op og indtaget med stor nydelse – i regnvejret Glæder mig til at blive vugget i søvn i denne fredfyldte bugt.
Alt vel ombord
MoKoHo OP
  • Grith BilleFlemming NorskEllinor Ibsen og 12 andre synes godt om dette.
  • Bo Sillemann Jamen – i dag vil jeg så ønske dig go´ “vand”
  • Niels Febber Andersen Hej O.P.

    Det har været, og er, af megen og stor oprigtig Interesse at læse dine Beretninger fra dit Togt til Skovsvenskens og Knivfinnens Lande. Jeg kan forstå at Stævnen er sat mod Syd og hjemlige Strande, hvor mangen en Qvinde er nedlagt blevet, mangt et Fad for Mjød er tømt og mangen en Vise blevet kvædet og ikke mindst; mangen en Tønde gæret Druesaft fra de katolske Lande er blevet hældt i Gabet. Det er en stor bedrift du er igang med ogvi forventer at den samlede dagbogskrønnike; “Han måtte atter ud”, vil blive tilgængelig for folk og fæ, der har lært Runer at tyde. 
    Et er Skib at føre, noget andet er Søkort at forstå, så for at være sikker på at du finder helt og velbeholdent hjem til det lille Fiskerleje, har jeg anskaffet et Søkort
    over Øresunds Vande, som jeg herved vedlægger. Hvis du sender en Brevdue
    med besked om forventet ankomst og hvor skibet vil blive lagt til land, og jeg ikke er sendt på træls Opgave af
    Qvinden i Langhuset, vil jeg dig modtage med et stykke stof (det er
    dalet ned fra Himlen i De Baltiske Lande) – og en Flaske af gæret
    Druesaft fra egen Vingård.
  • Niels Febber Andersen … og Søkortet:

  • Ole Peter Norsk Ærede herre, ven og tro væbner Febber udi Dragoer bygd. Det er mig en stor glæde at modtage det fremsendte kort, da jeg netop har været i vildrede med, i hvilken retning min kære hjemstavn ville befinde sig i. At der nødes med vævet damask og ikke mindst, gæret druesaft af lokal oprindelse vil straks få mig til at rette kursen ind og haste mod hjemlige farvande. Jeg er dog bekjendt med et gilde i hallerne ved Kämpinge(det nuværende Höllviken) i det Svenske broderland. Jeg agter derfor at tilbringe en stund i dette fiskerleje, i muntert drikkelag med gode venner og villige quinder. Såfremt hverken skaldyr, de gærede drikke, såsom Mjød og Malurt eller quinderne tager livet af mig eller driver mig udi berserk, er en anduvning af min hjemstavn berammet til den 25ende Augusti dette herrens år 2013, et par timer før solen forsvinder bag bygdens langhuse. Med de ærbødigste hilsner, eders Ole Peder af Dragoer
  • Suzanne Elizabeth Hehe… Og spændende at have en hel havn for sig selv:-)

Utklippan 17/8

Sejler i måååååååååååne skin, jeg sejler naaaaaaten ind….
Var det ikke Birthe Kjær, der sang sådan noget lignende, for mange år siden? Endelig en sauna, der var værd at besøge, for andet end varmen.
Svenskerne frådser ikke med energien på samme måde som Finnerne, der oftest har både en til herrer og en til damer. Så her var endelig en velbesøgt fællessauna, med lidt pænt at se på Derefter en time på øjet og klargøring af “Skaden” til nattens sejlads.
Klokken er nu 1930, solen er ved at gå ned og det sidste punkt, – tjek af navigations lyset viser desværre, at styrbord/bagbords lanternen ikke virker. Pæren fejler ikke noget. Forbindelsen til soklen heller intet!!!!
Efter 1½ times fejlsøgning, finder jeg endelig fejlen. Et af de få kabler jeg ikke kunne skifte, da jeg sidste år renoverede hele bådens el-system, viste sig at være knækket inden i. Så var det bare frem med skævbideren, væk med 10 cm. kabel, muffer på og voila, Så er der lys i lanternen   Afsejler Kalmar kl. 2145
Vinden står i syd….Jeg skal mod syd. Så der er kun Jern-genoaen til at trække læsset
2000 omdrejninger på maskinen = en fart på 4,8 knob, i pænt store dønninger fra dagens blæsevejr.Hvis ikke det blæser alt for meget op i løbet af morgenen, regner jeg med at være fremme ved Utklippan, omkring 9-10 tiden.

Sov godt
Månen går snart ned og så er det tid til at kigge stjerneskud 
Her er alt vel ombord.
MoKoHo OP

  • Lise Hellborn Gonattur⛵
    God morgen i stuen.
    Utklippan anduvet 0745.
    Der kom heldigvis lidt vind, lidt før jeg rundede det sydøstlige hjørne af Sverige. Den drejede også lidt over imod øst. Så var det bare med at få kludene hejst, og tjuhej hvor det gik 
    Sundowneren er i dagens anledning omdøbt til en sunriser, som i dette øjeblik nydes på klippen.
    En dejlig natsejlads, med gode hilsner fra natteravne og morgenmennesker. Det er specielt dejligt når man ligger ude på det natdunkle blå. Tak for det.Turen er gået fint, nu skal sunriseren nydes og så skal skipper nok lige ha´ en velfortjent formiddags-morfarSolen stod op i øst og her er meget smukt.
    Alt vel ombord
    Godnat
    MoKoHo OP — her: Utklippan.

Kalmar 16/8

Ren luksus!
Efter en dejlig lille aften/natsejlads, på kun 18½ sømil i frisk vind, er jeg nu i Kalmar.
Dagen er gået med en stemningsfyldt tur gennem skoven, op og kigge på Slotsruinen i Borgholm. Det er helt utrolige bygningsværker man kunne etablere, helt tilbage i 1100 hundrede tallet. Det var svært at komme derfra igen. Men der skulle også lige provianteres og bunkres lidt diesel.Borgholm er en hyggelig by og så har de en ganske rar og flink havnemester.
I morges fandt jeg en virkelig god bager, og der blev snoldet de lækreste brød, boller og et enkelt stykke wienerbrød. En excellent måde at starte dagen på.

Jeg nåede også lige at besøge Weber-grill-road-show, som havde en kæmpe truck og hvad dertil hører, opstillet på havnen. Fik et par gode tips med i bagagen.

Jeg kan mærke, at jeg er for hjemadgående. Den ene dag kan det ikke gå hurtigt nok, den næste, synes jeg at det pludselig er ved at gå for stærkt og skal lige have et par oplevelser mere med hjem.

Alt vel ombord
MoKoHo OP

Borgholm 15/8

Sikken en skøn dag.
Den fineste vind, foran for tværs, 4-6 sekundmeter og for det meste, sol. Så det var en skøn tur som gik til Borgholm på Öland, hvor sundowneren kunne indtages rettidigt. –
Billed 1.
Dagen startede ellers lidt sløvt. Brugte en masse tid på, forgæves, at finde en tankstation i Oskarshamn. Jeg er lidt nede med brændstof, så jeg sejlede ind til havnetanken, men der kunne man kun købe med kort. Den nærmeste tankstation viste sig at ligge 3 km. fra havnen,,,,,lige langt nok at slæbe på 30 liter diesel Damm, nu havde jeg ellers lige skaffet kontanter, via en der arbejder på hotellet ude ved indsejlingen til havnen.
Dagen i går var en hel del anderledes:
Stak tidligt ud fra Svenske Krysser Klubbens bøje ved St. Älö, med kursen sat mod Gotland. Vejrudsigten havde lovet lidt torden, men så ellers meget rimelig ud. Men efter en times tid, trak det virkelig op til uvejr og jeg fandt det mest fornuftigt at vende om.
Jeg nåede lige præcis ind i skærgården før det for alvor brød løs. Voldsomme kastevinde, torden, og lyn der bragede ned om ørerne. Dertil et haglvejr med ærtestore hagl. –
Billed 2.
Der var kun et at gøre. På med lynaflederen, slukke for det meste udstyr og fjerne hvad der kunne fjernes af forbindelser til el og antenner, og så bare lægge båden bi.
Vindmåleren havde jeg IKKE fået slukket, så da jeg efter det værste var overstået tjekkede den, stod den på 51 m/s i stødene???? Det tror jeg nu ikke på. Den har nok bare fået et elektrochok af alle de elektriske udladninger der var i luften. Den har siden nægtet at vise noget som helst, trods flere forsøg på genstart
Senere på dagen kom jeg gennem mange smukke steder, indenskærs –
Billed 3,
og dagen sluttede, trods truende skyer, ganske flot. – Billed 4.
Jeg nåede Oskarshamn efter 14 timer og en log der viste 61 sømil. Fortøjrede ved hotel Corallens bådebro og så kom min økonomiske redningsmand, Urban, ud til mig med de penge jeg havde overført til ham. Jeg fik lov til at overnatte ved broen.
Urban er ham jeg havde solgt et genua overtræk til, som jeg havde leveret samme sted, på udturen for knapt 2 måneder siden.Solen gik ned i vest, aftensmaden er sat til livs og humøret er højt
Alt vel ombord
MoKoHo OP — her: Kalmarsund.

 

I dag kan jeg nå sundowneren til tiden  — her: Hamnen, Borgholm.

Oskarshamn 14/8

Tast her: hagl

Another day at the office 🙂

St. Älö 13/8

Endnu en skøn dag på havet.Støt og roligt sydpå i jævn vind. Desværre med motor det meste af tiden, da den var næsten lige i snotten. Smuk er den Svenske skærgård og trods tunge regnskyer hid og did, lykkedes det igen at navigere uden om.
Billed 1: Jeg lægger lige kursen lidt mere til styrbordEfter fjerde forsøg, lykkedes det at finde en af Svenske Xer klubbens bøjer som ikke var optaget og jeg ligger nu i en smuk og fredfyldt ankerbugt, næsten vindstille og det reneste staniol vand hvor fiskene lystigt springer i vandet.

Billed 3

På vej ind i bugten var en enlig måge så elskværdig at gøre mig opmærksom på, at jeg kun var 2 meter fra et uafmærket skær.

Billed 2

Alt vel ombord

MoKoHo OP

 

Oxelösund 12/8

Mandag d. 12-08-2013
Når nu vindmåleren viser 10-12 m/s, fra Sydvest, vel at mærke inde i havnen, er der vel ingen grund til hastværk?
Så dagen gik med en indkøbstur oppe i byen, fik pakket gummibåden sammen, og så lige et smut i sauna.
Der var lovet aftagende vind i løbet af eftermiddag/aften, så kl. 1715 stak jeg ud.
Vejrprognosen kl. 1800 ændrede sig dog en del.
Da jeg nåede næsten ned til Landsort, viste vindmåleren 10 s/m (det er herfra det medfølgende videoklip stammer.) Der var jo nogen der savnede lidt bølger i en tidligere kommentar 🙂
En times tid senere, da jeg rundede pynten, blæste det dog op. og nu viste måleren 14-15 s/m. Bølgerne blev ret hidsige og omkring 3-3,5 meter.
Jeg havde nu rebet og sejlede kun med lidt storsejl. Vinden nu foran for tværs, fra bagbord. Der blev banket en hel del pæle i 🙂
Timingen passede, så jeg fik navigeret uden om de værste regn og tordenbyger.Nu mørknede det og jeg så et hav af fantastiske stjerneskud mellem skyerne. Det er utroligt hvad man kan se, når man er langt væk fra storbyernes lyshav.

Ved 0030 tiden fandt jeg ind til en af Svenske Krysserklubbens ankerbøjer, men havde nær sejlet ind i en anden sejler som allerede lå der. UDEN den mindste smule ankerlys. Møgrøv!
Sejlede videre ind til Oxelösund og fortøjrede kl. 0145 ved Trawler-molen, da jeg ikke umiddelbart kunne få øje på en ledig plads. (Det var vist gratis 🙂 )

Ja, sådan blev aftensmaden til natmad og alle lemmer er hele endnu 🙂

Alt vel ombord
MoKoHo OP

— her: Landsorts Fyr.

Nynäshamn 10/8

Ikke så meget at berette.
Nåede til Nynäshamn, efter 10 timer i strid modvind. Mest for motor, men også lidt kryds.
Har i dag holdt hviledag, men også fået skrubbet vandlinien og fribordet rent for alger, olie og andet snask, samt forsøgt at sælge gummibåden, for at skaffe nogle kontanter 
Alt vel ombord
MoKoHo OP — her: Nynäshamns hamn.

Lökholmen 9/8

Fik lidt tæsk i dag. De havde lovet 8 m/s, men vindmåleren viste 12+ hele eftermiddagen, så rorpindspiloten gad ikke og det blev til mange timers håndstyring og et meget renvasket bagbords dæk 
Anduvede Sandhamn, ude i den Stockholmske skærgård, ved 1800 tiden, men der var et stort sejlerstævne og jeg måtte opgive at finde en plads efter at have ledt i en time.
Sejlede i stedet over til Lökholmen hvor jeg fik en fin indsejling mellem klipperne og en super plads med en skøn udsigt til solnedgangen.
Nu er det tid for lidt aftensmad og en velfortjent køje.
Alt vel ombord
MoKoHo OP

Gräddö 8/8

Se, hvilken morgenstund!
Solen er rød og rund.
Nina er gået i bad.
Jeg’ spiser ostemad
Livet er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.Tekst & Melodi: BennySe, sådan startede min morgen, – næsten.
Kl. 0830 var jeg lige blevet færdig med at stege bacon, uret på de blødkogte æg bibbede, bordet var dækket og dér kom havneassistenten med de friskbagte boller, i en pose med dagens vejrudsigt. Det kalder jeg havneservice  
Det kan da kun blive en god dag!
…………………..
Kl. 1030, efter godt en times sejlads i strålende solskin og ca. 7 sømil, kom tågen rullende. 30-50 meters sigt, føj. Og for at det ikke kunne være nok sejlede jeg hen over et stort magnetfelt, så selvstyreren flippede totalt ud og sendte båden hid og did.
Efter en times tid i ærtesuppen fik bådens trådløse net endelig fat i en Svensk sendemast. Lige betids nok til at jeg via nettets AIS, kunne konstatere at jeg lå betænkeligt tæt på en skærende kurs med et Russisk fragtskib. Nu ved man jo aldrig om sådan en skipper er midt i en formiddagslur eller måske i gang med vodkaflasken  , så jeg fik hurtigt lagt kursen om.

Jeg nærmer mig den rute, hvor alle de store færger mellem Finland og Stockholm sejler,og tågen er heldigvis ved at lette.
Jeg hader at sejle i tåge, så jeg må vist se at få sat en rigtig AIS på bådens ønskeliste.

Nå, nu begynder der at komme lidt luft igen og jeg må hellere koncentrere mig om at holde udkig efter færgerne og få trimmet sejlene.

Alt vel ombord
MoKoHo OP

Utö+Rödhamn 7/8

En hilsen fra den lille solbeskinnede havn, Rödhamn, på Åland. Efter 9 timers skøn sejlads, for halvvind, anduvede jeg denne dejlige lille havn. På havnekontoret kunne der købes friskrøget laks og hjemmelavet kartoffelsalat, så aftensmaden var ikke svær at tage beslutning om.
I går var jeg til koncert i Utö fyr. Et fantastisk sted. Salen, som lå på 1. etage, var vel omkring 8×8 meter og lige så høj, med 2 meter tykke stenvægge. Der var en utrolig god akustik. Efter koncerten var jeg lige et smut oppe på næste etage – der lå øens kirke!!!
Utö er en ret spændende ø med flot natur og mange forladte fæstningsværker, mest bygget af Russerne. Der er 40 faste øboere og gennem tiderne er en del skibe forlist i farvandet omkring øen. Der er også et fantastisk fugleliv, specielt i trækfuglenes sæson. Det tog 4 timer at komme hele øen rundt, med et fint lille hæfte i hånden, som fortalte alt om øens historie og natur.
………..
Mandag aften, var min bank så venlig at ringe og fortælle mig at mit Visa-kort var blevet spærret af Netz, da der havde været forsøgt misbrug over internettet!!
Hva´ gør man så lige, midt ude i den Finske skærgård, med nogle få Euro i kontanter???
………….
Jeg kom til at ligge mellem en flot Svensk træbåd og en Svensk/Finsk solo-sejler. Vi faldt i god snak, så det blev til både fælles landings-øl, sundowner og smagsprøver på bådenes beholdninger af diverse eksotiske Whisky og Rom mærker og så en enkelt øl. Svenskerens guitar kom frem og repertoiret af alskens skærgårds og rockmusik blev tæsket igennem indtil himlen begyndte at lysne og vi fandt det betimeligt at lade alle nabobådene få lidt ro 
I løbet af natten tilbød den flinke Svensk/Finne at låne mig lidt kontanter. Det viste sig i øvrigt at hans far var gammel studiekammerat med min mors Finske kusines mand !!
…………….
Flaget er taget ned, skyerne gløder ovre mod vest, fiskene springer lystigt i overfladen rundt båden. Det har været en skøn dag med 46 udsejlede sømil. Sveriges kysten kalder i morgen, så nu er det tid at finde køjen og blot vente på at havne mester-inden, leverer det friskbagte morgenbrød.Alt vel ombord
Sov godt
MoKoHo OP

— her: Rödhamn. (7 billeder)

  • Ninna Milbo Det lyder som et historisk sted. Tak fordi du deler dine oplevelser 
    Glæder mig til at læse om din videre færd til hyggelige havne..
  • John Reinhard Thomsen Glæder mig til at se dig Dragør havn og få alle røverhistorierne. Skal hilse fra din bror som jeg roede handicap med for første gang i 20 år.
  • Lene Kramshøj Sikke nogle fine oplevelser du har. Det er jo en hel dannelsesrejse.
  • Leif Glyager OP du beriger os alle med de livsbekræftende beretninger, gad vide om jeg og min cajon havde et godt match til den svenske guitar.
  • Judith L. Jacobsen Den der med Netz, er du sikker på det ikke er en af de der scam mails, der vil have dine konto oplysninger? De skriver altid at end konto er spærret pga misbrug.
  • Flemming Torp Petersen Hej Ole, jeg var for nogle år siden udsat for noget tilsvarende. Jeg havde “bunkret” 100 l. drikkevand a SEK 2,- pr. l. (!) på Ingmarsø i den Stockholmske skærgård. Da jeg ville betale med mit Visa Dankort var det blokeret. Da jeg kontaktede banken, sagde de, at der den foregående dag var foretaget to kontant hævninger på mit kort i Mexico City … Nu er det jo ikke sådan liiige at få 100 l. vand tilbage i hanen … Men jeg var så heldig, at min søn kom forbi i sin båd den næste dag …. Banken ville under ingen omstændigheder genåbne kortet, men igen var jeg heldig, for min kone skulle komme til Stockholm og sejle med hjem, så hun fik mit nye Visa Dankort med. I mellemtiden kunne jeg i banken hæve kontanter på mit Masters Card. Så nu har jeg altid et ekstra betalingskort med på mine sejlture … Hvordan nogen har kunnet foretage to kontant hævninger på mit Visa Dankort i Mexico City er en for mig uopklaret gåde …

    Msh Flemming – på vej til Strusshamn (ved Bergen), hvor Judith og Håkon og Poul og Marianne fra Helsingør ligger i øjeblikket.
  • Ole Peter Norsk Hej Flemming. Jeg havde også et Master Card med, men da Coop har opsagt aftalen med MC, virker det tilsyneladende heller ikke. Jeg må håbe på at vinden blæser den rigtige vej så jeg ikke skal bruge for mange SKR på Diesel  og så må jeg se at fange nogle fisk, så jeg også kan få lidt at spise  Jeg er nu i Gräddö, Nord for Stockholm, efter en fin tur over Ålandshavet, dog med et par timers tåge. Hils Judith Og Håkon.
  • Flemming Torp Petersen Jeg gik i en bank og kunne der hæve kontanter … Men det forudsætter naturligvis at man kommer et sted med en bank … Og såhudtjegvidsker er der ikke så mange ude i Skærgården … ;0) … PøjPøj!

    PS – Blev modtaget med honnør af Judith som hilser tilbage.

Furuskär 4/8

Tak for alle fødselsdagshilsnerne, forleden.
Efter nogle dejlige dage på den skønne ø, Furuskär, går turen i morgen tidlig videre, via Jurmo og til den Finske skærgårds yderste beboede ø, Utö, hvor der venter endnu et musikarrangement på tirsdag.
Alt vel ombord
MoKoHo OP
…………………………………….Saunaen og køjen kalder